Så kom dagen, som jeg har glædet mig til længe. Vi skulle på vintur. Lidt over 100 km nordvest for Porto Alegre ligger et vinområde kaldet Vale dos Vinhedos, som hovedsageligt er grundlagt af italienere. Som i alle vinområder, er der en vinrute (RS 444), som vi kørte ind på. Det første sted vi stoppede var hos Cave do Sol. Et stort og pænt sted og vinene var gode. Jeg prøvede to hvide først og derefter fire røde. Alle vine er lavet af kun én druesort og jeg lærte en ny, - Marselan: En krydsning af Cabernet sauvignon og Grenache. Den er hjemmehørende i sydfrankrig, men brasilianerne har åbenbart taget den til sig. Laura på 5 år fik serveret druesaftevand, som så købte en flaske af. Et par af Eriks venner stødte til, mens jeg var ved at betale for mit køb. De fulgte med, men var ikke interesseret i vin.
Vi smagte også en "Amarone" som virkelig smagte som en Amarone, men den kostede også 350,- (420,- kr). Druerne til en Amarone skal tørres efter høst og inden presning, men hans andre druer fik også lov til at hænge et stykke tid efter de var modne. Det gav også en kraftigere og mere fyldig vin. En dejlig oplevelse.
Nu havde sulten meldt sig og vennerne havde valgt en restaurant. De bor i nærheden og ved hvor man skal gå. "PizzaEntre Vinhos". Det eneste vi ikke fik, var pizza. Vi kunne ikke få et bord med det samme, så havde en halv time til at smide sten i søen og i det hele taget opdage denne oplevelsespark for voksne. Der blev serveret en slags kartoffelsuppe med tomatsovs på terrassen, mens vi ventede.
Efter en halv time blev vi vist til bordet. Konceptet er brasiliansk. Der kommer små retter ind, som bliver serveret på ens tallerken. Alt er italiensk. Pasta i alle afskygninger og kød. Kun kød. Man siger bare nej tak, hvis man ikke ønsker det tilbudte. Der var bare ingen undskyldning for ikke at blive mæt, med mindre man er en 5-årig lidt kræsen pige. Hun fik endelig ren spaghetti, så hun blev også mæt. Det var en meget fin restaurant, men jeg betalte kun 1000kr for alle fem. Laura skulle jeg ikke betale for.
Efter denne fine frokost drog vi videre til næste. Det skulle en ret fin vinmager. "Lidio Carraro". Jeg kiggede lidt på marken lige ved siden af, hvor de havde stillet plukkekasser frem til høsten. Vi blev henvist til vor eget lille smagerum, hvor en ung fyr gennemgik firmaets historie og politik. F.eks. brugte de aldrig lagring på træ. De ønskede det originale udtryk fra druerne. Jeg ville meget gerne smage deres Pinot Noir. Denne drue viser meget om vinbondens strategi og evner til at lave vin. Jeg forventede en kraftig, lidt marmeladeagtig og mørk vin, men fik lige det modsatte. Meget lys, næsten roséagtig, svag duft og smag. Underligt.
De næste var lidt på samme måde, dog kraftigere. De har sikkert skruet noget ned for skindkontakten under presningen for ikke at lave alt for taninagtige vine. Her mener jeg nu, at lidt fadlagring kunne have have givet dem mulighed for lidt kraftigere vine, men meget interessant tilgang til at lave vin. Alle vinene var dyre og havde ikke nogen sammenhæng med kvaliteten. Erik fortalte, at de havde været med til at sponsere en sportsbegivenhed og var derfor blevet "berømte". Normalt er prisen en god ledetråd for kvaliteten, men altså ikke her. Desværre tog hele seancen lidt over en time, så damerne ventede udenfor i varmen og blev noget utålmodige. Ganske forståelig, men de gik med til endnu en kort smagning.
Alt i alt har det været en fantastisk vintur, som virkelig har åbnet mine øjne for Brasiliens vinproduktion. Vinene kan nok ikke købes i Europa, - måske endda ikke udenfor Brasilien.
Turen hjem føltes lidt lang. 1½ time, hvor halvdelen var med udsigten til triste industriarealer.. Laura, Sonja og jeg hoppede i poolen for skylde den varme rejse af os og aftensmaden blev pizza fra den lokale. Igen en meget positiv overraskelse. Det blev en lidt stille aften, for alle var vist trætte. De, der ikke havde være med på vintur, havde været ud at handle. Jeg var tæt på den sidste, der gik i seng ved 10-tiden.
Ingen kommentarer:
Send en kommentar