Vi skulle skifte bolig endnu engang. Denne gang til Gramado, som ligge lidt inde i landet lidt højere oppe. Det skulle være den "koldeste" by i Brasilien, - 5 grader lavere end i Porto Alegre. På vejen dertil, skulle lige køre igennem en naturpark, kaldet Itaimbezinho, med en Canyon og nogle vandfald. Det ville være en lille omvej, men turen værd. Det skulle vise sig at være lidt mere besværligt at komme dertil end jeg havde forventet. Op ad bjergene var det grusvej og ikke bare grus, men store sten og huller, så bilen vippede meget og jeg tror støddæmperne blev ordentlig masseret. Det tog i hvert fald en time på grusvejen.
Bevoksningen langs vejen var tæt, så man havde fornemmelsen at at trænge dybt ind i junglen. På toppen forsvandt bevoksningen og der var bløde bakker med græs. Et meget smukt område. Endelig kom vi til indgangen, hvor vi skulle betale. De ville se Coronavaccinepas, så det var da godt, jeg havde det i rygsækken, for det havde jeg overhovet ikke tænkt på. En kilometer længere inde holdt de andre på parkeringspladsen. Vi gik ind mod kløften. Det var tæt på. Vandfaldet var nogle "tynde" stråler, der faldt meget dybt ned i kløften. Jeg tog selvfølgelig en masse billeder, men til sidst gik vi videre.
Vi kom til et lille træhus som var café, der mest af alt lignede en lille hytte på prærien. Det eneste mad hun serverede var "Pastel", som er indbagt kød eller ost. Indbagt er stort her. Det var virkelig et hyggeligt sted. Jeg ved ikke, om der er indlagt strøm, men der var dog en enkelt solcelle på taget. Drikkene var afkølede, så noget strøm må der have været, - tror jeg. De dyrkede majs og grøntsager og udenfor gik kreaturerne. Indenfor var der også en lille butik og nogle gamle husgeråd udstillet.
Vi var hurtigt tilbage ved bilerne og kørte vide mod Gramado. Turen ville tage over to timer, så vi aftalte at holde ind ved en blomsterpark en halv time udenfor Gramado. Naturen var lidt anderledes på vejen dertil. Her blev dyrket tømmer. Det vil sige, at man har importeret en australsk fyr, som som åbenbart er god at lave tømmer af. Fuglene kan ikke lide den, siger Terressa.
Blomsterparken lå langt ude på landet. Det var meget fint, men meget pynt og mindre for plantenørder. Der manglede endda navne på planterne, der var sat i store arealer. Sonja var lidt skuffet, men jeg hyggede mig med at tage billeder.
Resten af turen tog godt en halv time. Saga sidder sammen med Terressa på bagsædet og Darci og jeg på forsæderne. Saga laver ikke noget larm. Enten sover hun eller også kigger hun ud af vinduet. Familiens sommerlejlighed ligger næsten midt i byen på femte sal. De bor her i december til midten af februar. Her er jo ikke så varmt.
Der er tre soveværelser, så vi kan alle være her. Da de var fordelt, gik nogle af os ned i byen for at spise. Darci og Terressa blev i lejligheder. Man kan sidde udenfor mange steder, så vi valgte et sted med forskellige indbagte ting.
Damen der serverede for os var fuldstændig vild med den lille hvide Saga. Hun kyssede og krammede hende hver gang, hun kom forbi. Coronarestriktioner gælder åbenbart ikke små børn. Min indbagte var lavet af den specielle rod, som de bruger i stedet for kartofler. De kan også lave mel af den. Efter desserten fik jeg deres lokale brændevin Cashaka. Jeg ved endnu ikke, hvad det er lavet af, men det smager nogenlunde og de er stolte af den.
Ingen kommentarer:
Send en kommentar