onsdag den 16. februar 2022

15. februar 2022 - Stranddag

Laura og jeg havde glædet os til at plaske i Atlanterhavet, men vi skulle lige på en sightseeingtur inden, så efter morgenmaden gik Sonja og jeg op til lejligheden, hvorfra vi kørte syd ud af byen. Vi anede ikke, hvad vi skulle se, bortset fra at det var et turiststed. Det skulle vise sig at være de klippeformationer ved stranden, som havde givet byen sit navn, - Torres eller Tårnene på dansk. Det hedder Pedra da Guarita. Den største kunne man komme op på, hvis man kunne gå de 130 trappetrin. Det giver sved på panden i 30 graders varme, med det var anstrengelserne værd, for der var en fin udsigt. Nu skulle vi ned og ud i vandet. Laura var nærmest som en kåd hund, der løb frem og tilbage mellem strand og bølger, mens hun grinede. Bølgerne er ret imponerende og måske også lidt farlige. Der var i hvert fald sat flag op for at indikere hvor man ikke måtte gå i vandet og hvor man måtte. Jeg havde egentlig forventet, at havet var koldt, men det var det bestemt ikke. Nogle hundrede kilometer sydpå, kan der komme nogle kolde strømme fra Antarktis, som ind i mellem også bringer nogle pingviner med. 

Vi kørte hjem igen og gik straks til vor egen strand. Her er der en del mennesker og der er opsat boder, hvor man kan købe øl og vand. Der går hele tiden folk rundt med små vogne, hvor de sælger mad og is. Så vi kunne indtage vor frokost på stranden. Inden skulle vi dog lige have en øl, men derefter legede vi igen i strandkanten. Laura havde en fest. Hun blev fedtet ind i solcreme faktor 50, for solen er hård her. Jeg fik selv solcreme på, men glemte oversiden af fødderne. Det er dumt. Nu gik det ikke så galt, for vi sad i skyggen af parasollerne, når ikke vi lige legede i vandet. Bølgerne er imponerende, men også sjove at hoppe i.

Ved fire-tiden var vi trætte og vi traskede tilbage til vore domiciler hver især. Jeg gik ned til hotellets pool og skrev dagbog, der er der ordentlig internet og de serverer kølige drinks. Hotellets internet er virkelig dårlig. Den virker ikke på værelset. Signalet er for svagt og hvis jeg kan få forbindelse, så er der ikke adgang til internettet. Det skal de få at vide i min anmeldelse i Google og hvor man ellers skriver anmeldelser. 


Jeg gik op til lejligheden til de andre ved 19-tiden. Sonja var gået i forvejen, så jeg gik lige omkring et supermarked for at købe en flaske hvidvin. Lejligheden ligger på 6. etage, men der er installeret grill i stuen. Det er selvfølgelig indmuret, med sin egen skorsten. Darci grillede noget fisk, som smagte fantastisk. De kalder det ansjoser, men fisken er på størrelse med en makrel og smager også som en makrel.

Efter opvasken gik vi til vor hotel. Det vil sige, jeg gik lige en tur på stranden, for at se om jeg kunne tage nogle natbilleder i fuldmånens skær. Derefter hjem i seng.

Ingen kommentarer:

Send en kommentar

25. februar 2022 - Hjemkomst

Parkeringen kostede 915 kr Jeg orker næsten ikke mere. Hjemturen har været laaaang. Først fly fra Rio til Sao Paulo. Så et stopfyldt fly ove...