Vi skulle flytte endnu engang. I første omgang tilbage til Canoas ved Porto Alegro. Derfra skulle Sonja og jeg flyve til Rio de Janeiro. Vi pakkede vort grej efter morgenmaden og kørte. Vi skulle lige forbi Novo Petropolis. Efter sigende en tysk by, - altså grundlagt af tyskere i starten af 1900-talet, - tror jeg nok. Byggestilen var helt bestemt tysk og nogle skilte var både på portugisisk og tysk. Turen dertil var meget smuk. Det var lidt som at køre en frodigt sted i Italien eller måske Schweiz. Petropolis har en labyrint lavet af en hæk. og Laura fik lov at gå forrest for at finde midten.
Det var ikke helt nemt, men til sidt nåede vi det. Jeg skulle lige tage nogle billeder af Laura forskellige steder på torvet. På en bænk sad nogle stykker og drak den lokale "mate". Det er en slags te, som drikkes med sugerør. Vi kørte videre af en "romantisk rute", som Darci sagte. Den var også, om muligt, endnu smukkere. Alt er frodigt. Ind imellem træer og skove er der små marker med majs eller måske græsmarker til heste. Vejen snoede sig lidt og belægningen var fin, så det var ikke overraskende, at se nogle motorcykler på vej op til Petropolis. S om sagt, var vejen og udsigten god, men desværre holder romantikken op, når man nærmer sig Porto Alegro. Novo Hamburgo ligger lige før Porto Alegro og kan i hvert fald ikke prale med at være romantisk. Nærmest tværtimod. Det er bare grimt med fabriksbygninger, forfaldne bygninger og store reklameskilte. De må vel mene, at med så meget smuk natur, så behøver de ikke at gøre byerne smukke.
Vi bestilte burger, da vi kom hjem og jeg havde lovet Laura at svømme i poolen, men modet var forsvundet. Hun turde ikke længere, så det opgav vi. Måske kan mor og far hjælpe hende i gang igen.
Vi pakkede vore kuffeter. Sonja var i indkøbscenter og jeg skrev dagbog i skyggen med et par øl. Bedsteforældrene pustede en plastiksoppebassin op og begge børnebørnene legede der med stor latter og grin til følge.
Vi havde bestilt afhentning i lufthavnen gennem hotellet (Miramar by Windsor). Chaufføren kørte os direkte til hotellet og ville meget gerne køre os tilbage på torsdag. Det får han nok lov til.
Det skal jo ikke være nemt det hele, så da vi checkede ind kunne hotelpersonen ikke finde vor booking. Jeg havde bestil en "extension", samt afhentning i lufthavnen via deres mail. Jeg havde, som sagt, fået afhentningen, men de havde ikke booket et værelse. Da selve mailkommunikationen havde været ret langvarigt og besværlig, kom jeg altså til at fortælle portieren det. Han undskyldte og gjorde tydeligvis hvad han kunne for at løse problemet. Det gjorde han, men vi skulle selvfølgelig betale. Det gjorde vi. Det vil sige for alle nætter. Jeg mente godt nok jeg havde gjort det, - men.... Han fandt ud af det og så skulle vi lige igennem endnu et par transaktioner. Vi var på det tidspunk beroliget med to glas bobler.
Værelset er med "ocean view", - det vil sig udsigt over Copacabana. Nok den berømteste strand i verden. Vi skulle lige have lidt at spise inden vi gik i seng og hotellets restaurant havde åbent til kl 23. Den prøvede vi. Jeg fik en "Havets frugter", som her betyder mange blæksprutter arrangeret kunstnerisk, men det smagte nu godt alligevel. Sonja fik en pastaret, som hun var ret begejstret for. I det hele taget var hun begejstret for at restauranten var italiensk inspireret. Vi gik lige en lille tur ned til stranden for at mærke stemningen. Hele stranden er oplyst, ingen lyssky gerninger kan foregå der.
Ingen kommentarer:
Send en kommentar