25. februar 2022 - Hjemkomst

Parkeringen kostede 915 kr

Jeg orker næsten ikke mere. Hjemturen har været laaaang. Først fly fra Rio til Sao Paulo. Så et stopfyldt fly over Atlanten til Amsterdam i 12 timer om natten. I Amsterdam skulle vi vente i 10 (ti) timer, fordi flyselskabet KLM aflyste vores afgang om eftermiddagen og ombookede os til en aftenflyvning til Billund. Jeg er noget sur over det, for de solgte turen med den gode forbindelse til Billund, - men aflyste så, formentlig fordi, der ikke var passagerer nok. Lidt underligt, når det var en fredag. Heldigvis har jeg et såkaldt Priority Pass kort, som giver gratis adgang til en såkaldt launch med gode stole, gratis mad og drikkevarer og især mindre støj og forstyrrelse. Der tilbragte vi en del timer, indtil vi gik ud og fik en slags aftensmad. Så igen ventetid ved "gaten", som skiftede nummer tre eller fire gange. Vi var alle noget tyndslidte, men heldigvis kunne jeg løbe på de gangbåndene med Laura. Vi løb i modsat retning, men kom alligevel ned til den anden ende. Så jeg har da fået lidt løbetræning ;-). Sidst på turen til Billund kunne Saga ikke mere, så hun skreg og gik i flitsbue og vil op at stå, men det måtte hun ikke. Jeg sad ved siden af Erik og han lænede sig over til mig og sagde: "Hvis jeg skal flyve en gang mere nu, så begynder jeg også at græde". Sådan havde jeg det også. Nu gik det heldigvis glat og vi kom ret hurtigt i vore biler og hjemad det gik, hvor vi ankom ca 01:30 den 26. februar 2022.

Der kommer til at gå noget tid inden jeg FLYVER på ferie igen.

24. februar 2022 - Afrejse fra Rio

Vi vågnede op til nyheden om at Rusland havde startet invasionen af Ukraine, men vi havde stadig en halv dag tilbage i Rio. Vi ville gå en tur om til en sø bag Copacabana, Rodroco de Freitas Lagoon, og så hjem igen via Ipanema. Man ser ikke så meget af søen, da der nærmest er en mangrove af træer i kanten. Der er cykel- og løbesti langs søen. For enden af Epanema var opstillet en statue af Tom Jobim. Det er ham med "The Girl from Ipanema". Ifølge guiden fra regnskovsturen blev pigen berømt, netop på grund af sangen. Historien er faktisk ret god. Læs den her. Turen blev i alt til 6,5km og jeg var gennemblødt, da jeg kom hjem på hotellet.

Hurtig skift til badebukser og ned og bade i det næsten lunkne vand, men dog køligt nok til, at jeg blev forfrisket. Bølgerne er måske lidt specielle på stranden, idet det bliver hurtigt dybt. Det betyder, at bølgerne kruser meget tæt ind under stranden. Ude bag brændingen vugger man bare stille og roligt op og ned. Der har hele tiden være forskellige landes flag hejst på stranden, også Dannebrog, men i dag var der også hejst det Ukrainske flag blandt alle de andre. Vi havde fået udsat udcheckningen fra hotellet til kl 13, hvor vi havde bestilt bil til lufthavnen. Vi havde ikke checket flyturen ind fra hotellet, så vi prøvede på en af automaterne, der er opstillet i lufthavnen. Vi valgte selvfølgelig engelsk som sprog, men vi var ikke kommet langt ind i skærmbillederne, før alt igen var på portugisisk. Jeg har altså meget lille tålmodighed med sådan noget amatøragtig IT-håndværk. Vi opgav og lod damen ved disken ordne det for os. Det var både bedre og hurtigere. Det tager omkring en time at flyve fra Rio til Sao Paulo, hvor vi skulle møde de andre, så vi kunne følges hjem over Atlanten.

På flyet til Amsterdam fik vi serveret noget, der skulle udgøre det for aftensmad. Det mættede lidt og noget vin hjalp mig til at falde i søvn. Vi sov ret dårligt i det totalt fyldte fly. De andre var placeret ret mange sæder længere nede i flyet. De fik vist også lidt søvn. Saga sov på sin mor og Laura krøb sammen på et sæde og sov vist hele turen.

23. februar 2022 - Torv og strand

Det var torvedag og andet var sådan set ikke planlagt. Gaderne er fyldt med træer, der skaber skygge og gør det ret hyggeligt. Nogle steder har indbyggerne podet orkideer på træerne. Det var et madmarked med masser af frugter, kød og fisk. Frugterne fås nok ikke bedre i verden, men fisken og kødet lå frit fremme i 30 graders varme. Jeg fandt pludselig en chilihandler. Jeg købte en lille pose, - ikke så meget for selve frugterne, men for deres frø. Jeg såede nogle chilier engang i januar, men en bestemt sort var ikke spiret. Nu prøver jeg så med disse.  Vi gik hjemad langs stranden, fik lidt frokost ved en af boderne og tog op på værelset og skiftede til strandtøj. 

Man kan få håndklæder, strandstole og parasoller udlevet af hotellet på stranden og så sad vi der, mens vi skiftevis badede, sad kiggede på de andre på stranden og holdt væskebalancen ved lige. Helt i gennem fint. Bystyret har virkelig fået styr på deres hovedattraktion. For 20 - 30 år siden kom horder af unge drenge løbende langs stranden og snuppede alt hvad de fandt. Man skulle grave sine værdigenstande ned i sandet for at sikre sig. Nu står der bevæbnet politi alle steder, boderne ser ud til at være autoriseret.

Der er fine offentlige toiletter ved hver redningspost, som ligger med ca. 100 meters afstand. Stranden bliver renset for plastik og affald hele tiden, - men der er stadig en stor ulempe. Der går mange strandsælgere frem og tilbage på stranden og faldbyder alle mulige ting. Mad og drikkevarer, solbriller, kjoler, chips og alt muligt andet. Man skal hele tiden afvise deres tilbud og til sidst blev det for meget for mig. Vi gik op på hotellets tagterrasse, der har bar og pool og liggestole til fri afbenyttelse. Der er en fin udsigt ud over Copacabana. mens man drikker en eller anden kølig drink. 

Jeg har ikke rigtig drukket drinks før, men nu har jeg været igennem en del. Jeg gad ikke rigtig finde et spisested, for hotellets en rigtig fint, men Sonja fandt en et par gader inde i byen. Den var rigtig lokal. Folk sad omkring bardisken og spiste aftensmad, men vi blev placeret ved et meget lille bord ude på fortovet. Jeg fik en stor klump oksekød og Sonja et udvalg af restaurantens kød. Mit kød smagte rigtig godt. Velhængt og velstegt. Kaffen indtog vi oppe på tagterrassen. Udsigten er også fin om aftenen. Hele stranden er oplyst, så man kan trygt gå ned og få et aftenbad. På den anden side ligger der en Favella op af et bjerg. Det ser ret fint ud med alle lysene i natten. Jeg besluttede også at tage et billede af det i dagslys dagen efter.

22. februar 2022 - Must-see Tour

I dag skulle vi tidligt op, for vi ville blive hentet 8:20. Vi skulle til de berømte seværdigheder i Rio. Først og fremmest Christusfiguren oppe på et bjerg, men også "Sukkertoppen". "Pão de Açucar" på portugisisk. Vi skulle med en lille bus, men da turen var udsolgt skulle vi rundt til byens mange hoteller og samle de andre deltagere op. Det tog en time. Nu er jeg en langsom starter om morgenen, men en time ... Nå, første stop var Sukkertoppen. Man tager kabelbane derop, - af to omgange, men så er belønningen også stor. Sukkertoppen er en monolit, hvilket betyder, at det er én stor sten. Og så har den næsten lodrette sider. Det betyder så igen, at man næsten føler, at man svæver over byen. Solen er skarp og varmen er intens, så det var egentlig dejligt med en lille have ned ad skråningen. Der var skygge og stadig god udsigt. Vi kunne se fly komme ind og lande på indenrigslufthavnen. De skulle sno sig for at komme rigtig ind. Vi kunne også se over til Cordovardo-bjerget med den berømte Kristusfigur. Vi kørte videre ind i byen for at se en kirke, der var bygget i 1970'erne. Det var nærmest en pyramide af beton. Lidt pænere indenfor. Der skulle kunne være 20.000 mennesker derinde på en gang, - men så overholder de nok ikke Coronarestriktionerne her. Et skrummel, - efter min mening.

Turen gik dybere ind i byen til en berømt trappe; Escadaria Selaron. Der er fliser på trappen og på siderne op. Det minder en del om Lisabon. Sonja gik ikke helt op, men jeg gjorde. Der var vel ca. 200 trin og jeg kom virkelig til at svede, så da jeg kom ned igen, satte jeg på en bar og fik en kold øl. Jeg ville have en til, men var så dum at betale forud. Penge lige i lommen, tænkte bartenderen nok, men jeg fik fat i ham og han kom med øllet, dog lidt sent, så jeg nåede ikke at drikke det hele inden vi skulle videre til Kristusfiguren. Man kører op til en parkeringsplads, hvor man skal skifte til en anden bus til resten af turen. Man skal selvfølgelig liiige føres igennem en turistfælde af turistbras, men vi kom da levende ud igen og blev kørt derop. Statuen er pæn stor, men vi diskuterede om ikke den i Lisabon er lige så stor. Men udsigten!!! Hold da kæft. Rio er altså pæn her oppe fra. Det ser ud som om, der er en tradition med at blive fotograferet foran statuen med armene ud til side. Det blev også prøvet, men ellers tog jeg en masse billeder af udsigten.

Resten af gruppen skulle til (sen) frokost, men vi ville læsses af ved hotellet. Jeg skulle op til poolen, have lidt frokost og et par øl, - inden jeg kunne fortsætte. det er ret hyggeligt her, men det er nu overraskende så mange, der skal have selfies i poolen. Det er åbenbart stort her.

Aftenen før havde lært os, at man ikke bare lige dropper ind på en restaurant og får goumetmad, så vi valgte at spise på hotellet. Sonja fik pasta med lam. Hun var meget tilfreds og jeg fik en salat med feta til forret. Hovedretten var fisketallerken. Meget lækkert. Vinen blev en brasiliansk voigny. Dejligt! Der var ingen dessert og Sonja forlod træt bordet, mens jeg lige så mit snit til en kop kaffe og et glas cachasa. Jeg fik en efter tjenerens anbefaling og den var aldeles fin. Man drikker det ellers ikke traditionelt til kaffe, men det går nu fint, synes jeg 

Udsigt fra Sukkertoppen i Rio de Janeiro

Udsigt fra Kristusfiguren i Rio de Janeiro

21. februar 2022 - I regnskoven

Vi står relativt tidligt op, så efter en stor morgenmad, gik vi en tur langs Copagabana-stranden ned mod Ibanema-stranden. De to strande adskilles af en lille stemknold, hvor der ligger et lille fort. Vi kunne ikke komme ind på fortet, så via en park, kom vi ind på Ibanema. Vi besteg stenknolden, vel mest fordi den var der og måske også fordi, den måske kunne skaffe nogle gode billeder. For fanden, der bliver varmt her, - så vel nede på stranden skulle fødderne lige dyppes i vandet. Vi opgav at gå videre nede ved vandet, men gik op i skyggen for at få en øl og en kokosnød med sugerør. Nu sad vi og nød udsigten til folk, der gik og LØB forbi. Der er politi overalt. Der holder politibiler alle steder og grupper af bevæbnede betjente patruljerede. De skal sikre turistindustrien, for det har ikke skortet på advarsler fra vor brasilianske familie, så vi passer på.

Vi havde bestilt en "jungletur" til en skov i Rio de Janeiro, som hedder Tijuca. Jeg troede, at det var naturlig urskov, men det er faktisk genetableret skov fra 1800-tallet. Det indeholder planter fra andre dele af verden, f.eks. bambus. Vi blev afhentet i åben Jeep og kørt til et vandfald (for en gangs skyld), men denne var nu også flot og med en lille naturligt dam, hvor man kunne bade. Højdepunktet var måske en lille vandretur gennem regnskoven. Vor naturfører vidste en masse om planterne og viste os en næsten uddør bregne. Bregne hedder "fern" på engelsk, så jeg kommer altid til at kalden Buldren en fregne. Vi så også naturlig tobak. Han bad os gride fingrene lidt på bladet og spurgte hvad det lugtede af. Jeg synes, det var petrolium, - men det var hvad der blev røget i gamle dage. Vi så en kæmpe Eucalyptustræ, som måske var 2 meter i diameter. Eucalyptus komme fra Australien. De havde et bihotel til bevarelse af nogle bitte små bier, som ikke ville stikke. Et oprindeligt træ levede i symbiose med nyrer. Myrerne leverde inde i træet, men så snart vor guide bankede på stammen kom myrerne ud og ville
forsvare træet. Naturen et altså fantastisk. Det var lidt  buldren af torden i det fjerne, men det kom nærmere og da vi skulle køre vide kom der lidt regn.

Tobaksplante

Chaufføren havde dækket Jeepen med en presenning, så kørte tørt ned til den sidste oplevelse. Det var den kinesiske udsigt. Det hed den, fordi et hold kinesiske arbejdere holdt pause her i 1800-tallet. Den brasilianske kejser byggede her en lille pagode her til ære for de brasilianske kinesere. Det var en hel overvældende udsigt over Rio (der kommer flere senere). Vi blev kørt hjem og jeg satte mig ned i baren for at skrive dagbog. Jeg forsøgte mig lidt med cocktailmenuen. Næsten alt her i Brasilien koster det halve af, hvad det ville koste i Danmark, - også drinks på et luksushotel.

Da Sonja havde hvilet sig på værelset og jeg var færdig med dagbogen (og drinksene) gik vi ud for at spise. Vi valgte den nærmeste. Valget har betydet, at vi nok spiser på hotellet igen. Det var altså sørgeligt. Jeg fik kød nok, - rigeligt endda, men en sovs på Maggiterninger. Der var chilier til og de var egentlig gode og stærke. I Brasilien spiser man traditionelt ikke stærk mad. Det er mere nordpå og i Mellemamerika. Jeg fik vin i glas. Den var dårlig og serveret alt for varmt. Der var ikke andet at gøre end at gå hjem i seng.

20. februar 2022 - Mod Rio

Vi skulle flytte endnu engang. I første omgang tilbage til Canoas ved Porto Alegro. Derfra skulle Sonja og jeg flyve til Rio de Janeiro. Vi pakkede vort grej efter morgenmaden og kørte. Vi skulle lige forbi Novo Petropolis. Efter sigende en tysk by, - altså grundlagt af tyskere i starten af 1900-talet, - tror jeg nok. Byggestilen var helt bestemt tysk og nogle skilte var både på portugisisk og tysk. Turen dertil var meget smuk. Det var lidt som at køre en frodigt sted i Italien eller måske Schweiz. Petropolis har en labyrint lavet af en hæk. og Laura fik lov at gå forrest for at finde midten.

Det var ikke helt nemt, men til sidt nåede vi det. Jeg skulle lige tage nogle billeder af Laura forskellige steder på torvet. På en bænk sad nogle stykker og drak den lokale "mate". Det er en slags te, som drikkes med sugerør. Vi kørte videre af en "romantisk rute", som Darci sagte. Den var også, om muligt, endnu smukkere. Alt er frodigt. Ind imellem træer og skove er der små marker med majs eller måske græsmarker til heste. Vejen snoede sig lidt og belægningen var fin, så det var ikke overraskende, at se nogle motorcykler på vej op til Petropolis. S om sagt, var vejen og udsigten god, men desværre holder romantikken op, når man nærmer sig Porto Alegro. Novo Hamburgo ligger lige før Porto Alegro og kan i hvert fald ikke prale med at være romantisk. Nærmest tværtimod.  Det er bare grimt med fabriksbygninger, forfaldne bygninger og store reklameskilte. De må vel mene, at med så meget smuk natur, så behøver de ikke at gøre byerne smukke. 

Vi bestilte burger, da vi kom hjem og jeg havde lovet Laura at svømme i poolen, men modet var forsvundet. Hun turde ikke længere, så det opgav vi. Måske kan mor og far hjælpe hende i gang igen.

Vi pakkede vore kuffeter. Sonja var i indkøbscenter og jeg skrev dagbog i skyggen med et par øl. Bedsteforældrene pustede en plastiksoppebassin op og begge børnebørnene legede der med stor latter og grin til følge. 

Lidt over fem kørte Darci os til lufthavnen. Det gik rimelig nemt med at komme gennem sikkerhedscheck, - bortset fra at de konfiskerede Sonjas strikkepinde. De var kommet igennem flere check inden dette. Nå, - der røg den flykapring. Det var en meget komfortabel tur til Rio. Rio er imponerende, set fra et fly, især ved aftenstide. Peter Belli, - gå hjem og vug.

Vi havde bestilt afhentning i lufthavnen gennem hotellet (Miramar by Windsor). Chaufføren kørte os direkte til hotellet og ville meget gerne køre os tilbage på torsdag. Det får han nok lov til. 

Det skal jo ikke være nemt det hele, så da vi checkede ind kunne hotelpersonen ikke finde vor booking. Jeg havde bestil en "extension", samt afhentning i lufthavnen via deres mail. Jeg havde, som sagt, fået afhentningen, men de havde ikke booket et værelse. Da selve mailkommunikationen havde været ret langvarigt og besværlig, kom jeg altså til at fortælle portieren det. Han undskyldte og gjorde tydeligvis hvad han kunne for at løse problemet. Det gjorde han, men vi skulle selvfølgelig betale. Det gjorde vi. Det vil sige for alle nætter. Jeg mente godt nok jeg havde gjort det, - men.... Han fandt ud af det og så skulle vi lige igennem endnu et par transaktioner. Vi var på det tidspunk beroliget med to glas bobler.

Værelset er med "ocean view", - det vil sig udsigt over Copacabana. Nok den berømteste strand i verden. Vi skulle lige have lidt at spise inden vi gik i seng og hotellets restaurant havde åbent til kl 23. Den prøvede vi. Jeg fik en "Havets frugter", som her betyder mange blæksprutter arrangeret kunstnerisk, men det smagte nu godt alligevel. Sonja fik en pastaret, som hun var ret begejstret for. I det hele taget var hun begejstret for at restauranten var italiensk inspireret. Vi gik lige en lille tur ned til stranden for at mærke stemningen. Hele stranden er oplyst, ingen lyssky gerninger kan foregå der.

19. februar 2022 - Stille og roligt

Jeg tror ikke, jeg nogensinde vænner mig til latinernes morgenmad, - eller nærmere mangel på samme. Darci tager vist bare en stor kop med varm mælk og kaffe og måske lidt brød. Jeg prøvede at skrabe lidt mere føde sammen, men her til sidst i Gramado, var der ikke meget tilbage. Jeg lyttede lidt til podcast efter morgenmaden, men trissede så sidst på formiddagen op til byens Hard Rock Café. Det er blevet lidt af en tradition (og samlermani) at få en T-shirt med byens navn på. Jeg var den første, da de åbnede kl 12 og mens jeg ventede på min burger, gik jeg rundt og så lidt på de udstillede rock-relikvier, mens de spillede musikvideoer. Pludselig tonede en velkendt sang op. Det var Astoroids Galaxy Tour med "The Golden Age". Jeg spiste min burger, købte T-shirten og gik hjem. På vejen kom jeg til gaden, hvor de efterligner en snoet gade i San Fransisco

 

 

Jeg spurgte, om der var nogen, der havde lyst til at komme med i "Mini Mondo". En forlystelsespark med minibygninger, - mest fra Tyskland. Parken blev startet af en tysk immigrant. Sonja og børnebørnene ville godt med. Den ligger næsten lige over for hvor vi bor. Det var faktisk ret godt lavet og holdt i størrelsesordenen 1:25. Der var også en lille legeplads, som Laura lige skulle prøve. Alt i alt, - ganske hyggeligt, med en is til sidst. Da jeg kom hjem satte jeg mig ned i haven, hvor Laura og jeg legede lidt. Hun skal bruge noget af al sin energi, så jeg tog tid på hendes løb. Jeg hentede en flaske vin fra vinturen. Efter lidt tid kom viceværten Itamar, som fik et glas med. Vi kommunikerede vha. Google Translate. Jeg er nu begyndt at bruge indtaling på dansk og så lade den oversætte til portugisisk. Det fungerer så godt, at Itamar ville udskifte sin til Google Translate. Det hjalp jeg ham lige med.

Darci havde lavet suppe til aftensmad og det smagte dejligt. Darci og jeg gik ned i haven bagefter og nogle beboere og Itamar kom til. Der var en pensionist, hvis familie stammede fra Sicilien. Det ser ud til, at alle har rødder i enten Tyskland eller Italien. Man forstår det egentlig godt. Det er et dejligt klima, rimeligt frit og man kan skabe sig en rimelig tilværelse.

Itamar kom med et par flasker Cachaca. Det smager lidt som en sød cognac, men denne havde også mandler i. Bestemt drikkelig. Det er formentlig Brasiliens nationalsnaps. Til sidst blev luften dog for kold. Stedet er jo kendt for at være det koldeste sted i Brasilien, så temperaturen kom nok ned i nærheden af 20 grader.