25. februar 2022 - Hjemkomst

Parkeringen kostede 915 kr

Jeg orker næsten ikke mere. Hjemturen har været laaaang. Først fly fra Rio til Sao Paulo. Så et stopfyldt fly over Atlanten til Amsterdam i 12 timer om natten. I Amsterdam skulle vi vente i 10 (ti) timer, fordi flyselskabet KLM aflyste vores afgang om eftermiddagen og ombookede os til en aftenflyvning til Billund. Jeg er noget sur over det, for de solgte turen med den gode forbindelse til Billund, - men aflyste så, formentlig fordi, der ikke var passagerer nok. Lidt underligt, når det var en fredag. Heldigvis har jeg et såkaldt Priority Pass kort, som giver gratis adgang til en såkaldt launch med gode stole, gratis mad og drikkevarer og især mindre støj og forstyrrelse. Der tilbragte vi en del timer, indtil vi gik ud og fik en slags aftensmad. Så igen ventetid ved "gaten", som skiftede nummer tre eller fire gange. Vi var alle noget tyndslidte, men heldigvis kunne jeg løbe på de gangbåndene med Laura. Vi løb i modsat retning, men kom alligevel ned til den anden ende. Så jeg har da fået lidt løbetræning ;-). Sidst på turen til Billund kunne Saga ikke mere, så hun skreg og gik i flitsbue og vil op at stå, men det måtte hun ikke. Jeg sad ved siden af Erik og han lænede sig over til mig og sagde: "Hvis jeg skal flyve en gang mere nu, så begynder jeg også at græde". Sådan havde jeg det også. Nu gik det heldigvis glat og vi kom ret hurtigt i vore biler og hjemad det gik, hvor vi ankom ca 01:30 den 26. februar 2022.

Der kommer til at gå noget tid inden jeg FLYVER på ferie igen.

24. februar 2022 - Afrejse fra Rio

Vi vågnede op til nyheden om at Rusland havde startet invasionen af Ukraine, men vi havde stadig en halv dag tilbage i Rio. Vi ville gå en tur om til en sø bag Copacabana, Rodroco de Freitas Lagoon, og så hjem igen via Ipanema. Man ser ikke så meget af søen, da der nærmest er en mangrove af træer i kanten. Der er cykel- og løbesti langs søen. For enden af Epanema var opstillet en statue af Tom Jobim. Det er ham med "The Girl from Ipanema". Ifølge guiden fra regnskovsturen blev pigen berømt, netop på grund af sangen. Historien er faktisk ret god. Læs den her. Turen blev i alt til 6,5km og jeg var gennemblødt, da jeg kom hjem på hotellet.

Hurtig skift til badebukser og ned og bade i det næsten lunkne vand, men dog køligt nok til, at jeg blev forfrisket. Bølgerne er måske lidt specielle på stranden, idet det bliver hurtigt dybt. Det betyder, at bølgerne kruser meget tæt ind under stranden. Ude bag brændingen vugger man bare stille og roligt op og ned. Der har hele tiden være forskellige landes flag hejst på stranden, også Dannebrog, men i dag var der også hejst det Ukrainske flag blandt alle de andre. Vi havde fået udsat udcheckningen fra hotellet til kl 13, hvor vi havde bestilt bil til lufthavnen. Vi havde ikke checket flyturen ind fra hotellet, så vi prøvede på en af automaterne, der er opstillet i lufthavnen. Vi valgte selvfølgelig engelsk som sprog, men vi var ikke kommet langt ind i skærmbillederne, før alt igen var på portugisisk. Jeg har altså meget lille tålmodighed med sådan noget amatøragtig IT-håndværk. Vi opgav og lod damen ved disken ordne det for os. Det var både bedre og hurtigere. Det tager omkring en time at flyve fra Rio til Sao Paulo, hvor vi skulle møde de andre, så vi kunne følges hjem over Atlanten.

På flyet til Amsterdam fik vi serveret noget, der skulle udgøre det for aftensmad. Det mættede lidt og noget vin hjalp mig til at falde i søvn. Vi sov ret dårligt i det totalt fyldte fly. De andre var placeret ret mange sæder længere nede i flyet. De fik vist også lidt søvn. Saga sov på sin mor og Laura krøb sammen på et sæde og sov vist hele turen.

23. februar 2022 - Torv og strand

Det var torvedag og andet var sådan set ikke planlagt. Gaderne er fyldt med træer, der skaber skygge og gør det ret hyggeligt. Nogle steder har indbyggerne podet orkideer på træerne. Det var et madmarked med masser af frugter, kød og fisk. Frugterne fås nok ikke bedre i verden, men fisken og kødet lå frit fremme i 30 graders varme. Jeg fandt pludselig en chilihandler. Jeg købte en lille pose, - ikke så meget for selve frugterne, men for deres frø. Jeg såede nogle chilier engang i januar, men en bestemt sort var ikke spiret. Nu prøver jeg så med disse.  Vi gik hjemad langs stranden, fik lidt frokost ved en af boderne og tog op på værelset og skiftede til strandtøj. 

Man kan få håndklæder, strandstole og parasoller udlevet af hotellet på stranden og så sad vi der, mens vi skiftevis badede, sad kiggede på de andre på stranden og holdt væskebalancen ved lige. Helt i gennem fint. Bystyret har virkelig fået styr på deres hovedattraktion. For 20 - 30 år siden kom horder af unge drenge løbende langs stranden og snuppede alt hvad de fandt. Man skulle grave sine værdigenstande ned i sandet for at sikre sig. Nu står der bevæbnet politi alle steder, boderne ser ud til at være autoriseret.

Der er fine offentlige toiletter ved hver redningspost, som ligger med ca. 100 meters afstand. Stranden bliver renset for plastik og affald hele tiden, - men der er stadig en stor ulempe. Der går mange strandsælgere frem og tilbage på stranden og faldbyder alle mulige ting. Mad og drikkevarer, solbriller, kjoler, chips og alt muligt andet. Man skal hele tiden afvise deres tilbud og til sidst blev det for meget for mig. Vi gik op på hotellets tagterrasse, der har bar og pool og liggestole til fri afbenyttelse. Der er en fin udsigt ud over Copacabana. mens man drikker en eller anden kølig drink. 

Jeg har ikke rigtig drukket drinks før, men nu har jeg været igennem en del. Jeg gad ikke rigtig finde et spisested, for hotellets en rigtig fint, men Sonja fandt en et par gader inde i byen. Den var rigtig lokal. Folk sad omkring bardisken og spiste aftensmad, men vi blev placeret ved et meget lille bord ude på fortovet. Jeg fik en stor klump oksekød og Sonja et udvalg af restaurantens kød. Mit kød smagte rigtig godt. Velhængt og velstegt. Kaffen indtog vi oppe på tagterrassen. Udsigten er også fin om aftenen. Hele stranden er oplyst, så man kan trygt gå ned og få et aftenbad. På den anden side ligger der en Favella op af et bjerg. Det ser ret fint ud med alle lysene i natten. Jeg besluttede også at tage et billede af det i dagslys dagen efter.

22. februar 2022 - Must-see Tour

I dag skulle vi tidligt op, for vi ville blive hentet 8:20. Vi skulle til de berømte seværdigheder i Rio. Først og fremmest Christusfiguren oppe på et bjerg, men også "Sukkertoppen". "Pão de Açucar" på portugisisk. Vi skulle med en lille bus, men da turen var udsolgt skulle vi rundt til byens mange hoteller og samle de andre deltagere op. Det tog en time. Nu er jeg en langsom starter om morgenen, men en time ... Nå, første stop var Sukkertoppen. Man tager kabelbane derop, - af to omgange, men så er belønningen også stor. Sukkertoppen er en monolit, hvilket betyder, at det er én stor sten. Og så har den næsten lodrette sider. Det betyder så igen, at man næsten føler, at man svæver over byen. Solen er skarp og varmen er intens, så det var egentlig dejligt med en lille have ned ad skråningen. Der var skygge og stadig god udsigt. Vi kunne se fly komme ind og lande på indenrigslufthavnen. De skulle sno sig for at komme rigtig ind. Vi kunne også se over til Cordovardo-bjerget med den berømte Kristusfigur. Vi kørte videre ind i byen for at se en kirke, der var bygget i 1970'erne. Det var nærmest en pyramide af beton. Lidt pænere indenfor. Der skulle kunne være 20.000 mennesker derinde på en gang, - men så overholder de nok ikke Coronarestriktionerne her. Et skrummel, - efter min mening.

Turen gik dybere ind i byen til en berømt trappe; Escadaria Selaron. Der er fliser på trappen og på siderne op. Det minder en del om Lisabon. Sonja gik ikke helt op, men jeg gjorde. Der var vel ca. 200 trin og jeg kom virkelig til at svede, så da jeg kom ned igen, satte jeg på en bar og fik en kold øl. Jeg ville have en til, men var så dum at betale forud. Penge lige i lommen, tænkte bartenderen nok, men jeg fik fat i ham og han kom med øllet, dog lidt sent, så jeg nåede ikke at drikke det hele inden vi skulle videre til Kristusfiguren. Man kører op til en parkeringsplads, hvor man skal skifte til en anden bus til resten af turen. Man skal selvfølgelig liiige føres igennem en turistfælde af turistbras, men vi kom da levende ud igen og blev kørt derop. Statuen er pæn stor, men vi diskuterede om ikke den i Lisabon er lige så stor. Men udsigten!!! Hold da kæft. Rio er altså pæn her oppe fra. Det ser ud som om, der er en tradition med at blive fotograferet foran statuen med armene ud til side. Det blev også prøvet, men ellers tog jeg en masse billeder af udsigten.

Resten af gruppen skulle til (sen) frokost, men vi ville læsses af ved hotellet. Jeg skulle op til poolen, have lidt frokost og et par øl, - inden jeg kunne fortsætte. det er ret hyggeligt her, men det er nu overraskende så mange, der skal have selfies i poolen. Det er åbenbart stort her.

Aftenen før havde lært os, at man ikke bare lige dropper ind på en restaurant og får goumetmad, så vi valgte at spise på hotellet. Sonja fik pasta med lam. Hun var meget tilfreds og jeg fik en salat med feta til forret. Hovedretten var fisketallerken. Meget lækkert. Vinen blev en brasiliansk voigny. Dejligt! Der var ingen dessert og Sonja forlod træt bordet, mens jeg lige så mit snit til en kop kaffe og et glas cachasa. Jeg fik en efter tjenerens anbefaling og den var aldeles fin. Man drikker det ellers ikke traditionelt til kaffe, men det går nu fint, synes jeg 

Udsigt fra Sukkertoppen i Rio de Janeiro

Udsigt fra Kristusfiguren i Rio de Janeiro

21. februar 2022 - I regnskoven

Vi står relativt tidligt op, så efter en stor morgenmad, gik vi en tur langs Copagabana-stranden ned mod Ibanema-stranden. De to strande adskilles af en lille stemknold, hvor der ligger et lille fort. Vi kunne ikke komme ind på fortet, så via en park, kom vi ind på Ibanema. Vi besteg stenknolden, vel mest fordi den var der og måske også fordi, den måske kunne skaffe nogle gode billeder. For fanden, der bliver varmt her, - så vel nede på stranden skulle fødderne lige dyppes i vandet. Vi opgav at gå videre nede ved vandet, men gik op i skyggen for at få en øl og en kokosnød med sugerør. Nu sad vi og nød udsigten til folk, der gik og LØB forbi. Der er politi overalt. Der holder politibiler alle steder og grupper af bevæbnede betjente patruljerede. De skal sikre turistindustrien, for det har ikke skortet på advarsler fra vor brasilianske familie, så vi passer på.

Vi havde bestilt en "jungletur" til en skov i Rio de Janeiro, som hedder Tijuca. Jeg troede, at det var naturlig urskov, men det er faktisk genetableret skov fra 1800-tallet. Det indeholder planter fra andre dele af verden, f.eks. bambus. Vi blev afhentet i åben Jeep og kørt til et vandfald (for en gangs skyld), men denne var nu også flot og med en lille naturligt dam, hvor man kunne bade. Højdepunktet var måske en lille vandretur gennem regnskoven. Vor naturfører vidste en masse om planterne og viste os en næsten uddør bregne. Bregne hedder "fern" på engelsk, så jeg kommer altid til at kalden Buldren en fregne. Vi så også naturlig tobak. Han bad os gride fingrene lidt på bladet og spurgte hvad det lugtede af. Jeg synes, det var petrolium, - men det var hvad der blev røget i gamle dage. Vi så en kæmpe Eucalyptustræ, som måske var 2 meter i diameter. Eucalyptus komme fra Australien. De havde et bihotel til bevarelse af nogle bitte små bier, som ikke ville stikke. Et oprindeligt træ levede i symbiose med nyrer. Myrerne leverde inde i træet, men så snart vor guide bankede på stammen kom myrerne ud og ville
forsvare træet. Naturen et altså fantastisk. Det var lidt  buldren af torden i det fjerne, men det kom nærmere og da vi skulle køre vide kom der lidt regn.

Tobaksplante

Chaufføren havde dækket Jeepen med en presenning, så kørte tørt ned til den sidste oplevelse. Det var den kinesiske udsigt. Det hed den, fordi et hold kinesiske arbejdere holdt pause her i 1800-tallet. Den brasilianske kejser byggede her en lille pagode her til ære for de brasilianske kinesere. Det var en hel overvældende udsigt over Rio (der kommer flere senere). Vi blev kørt hjem og jeg satte mig ned i baren for at skrive dagbog. Jeg forsøgte mig lidt med cocktailmenuen. Næsten alt her i Brasilien koster det halve af, hvad det ville koste i Danmark, - også drinks på et luksushotel.

Da Sonja havde hvilet sig på værelset og jeg var færdig med dagbogen (og drinksene) gik vi ud for at spise. Vi valgte den nærmeste. Valget har betydet, at vi nok spiser på hotellet igen. Det var altså sørgeligt. Jeg fik kød nok, - rigeligt endda, men en sovs på Maggiterninger. Der var chilier til og de var egentlig gode og stærke. I Brasilien spiser man traditionelt ikke stærk mad. Det er mere nordpå og i Mellemamerika. Jeg fik vin i glas. Den var dårlig og serveret alt for varmt. Der var ikke andet at gøre end at gå hjem i seng.

20. februar 2022 - Mod Rio

Vi skulle flytte endnu engang. I første omgang tilbage til Canoas ved Porto Alegro. Derfra skulle Sonja og jeg flyve til Rio de Janeiro. Vi pakkede vort grej efter morgenmaden og kørte. Vi skulle lige forbi Novo Petropolis. Efter sigende en tysk by, - altså grundlagt af tyskere i starten af 1900-talet, - tror jeg nok. Byggestilen var helt bestemt tysk og nogle skilte var både på portugisisk og tysk. Turen dertil var meget smuk. Det var lidt som at køre en frodigt sted i Italien eller måske Schweiz. Petropolis har en labyrint lavet af en hæk. og Laura fik lov at gå forrest for at finde midten.

Det var ikke helt nemt, men til sidt nåede vi det. Jeg skulle lige tage nogle billeder af Laura forskellige steder på torvet. På en bænk sad nogle stykker og drak den lokale "mate". Det er en slags te, som drikkes med sugerør. Vi kørte videre af en "romantisk rute", som Darci sagte. Den var også, om muligt, endnu smukkere. Alt er frodigt. Ind imellem træer og skove er der små marker med majs eller måske græsmarker til heste. Vejen snoede sig lidt og belægningen var fin, så det var ikke overraskende, at se nogle motorcykler på vej op til Petropolis. S om sagt, var vejen og udsigten god, men desværre holder romantikken op, når man nærmer sig Porto Alegro. Novo Hamburgo ligger lige før Porto Alegro og kan i hvert fald ikke prale med at være romantisk. Nærmest tværtimod.  Det er bare grimt med fabriksbygninger, forfaldne bygninger og store reklameskilte. De må vel mene, at med så meget smuk natur, så behøver de ikke at gøre byerne smukke. 

Vi bestilte burger, da vi kom hjem og jeg havde lovet Laura at svømme i poolen, men modet var forsvundet. Hun turde ikke længere, så det opgav vi. Måske kan mor og far hjælpe hende i gang igen.

Vi pakkede vore kuffeter. Sonja var i indkøbscenter og jeg skrev dagbog i skyggen med et par øl. Bedsteforældrene pustede en plastiksoppebassin op og begge børnebørnene legede der med stor latter og grin til følge. 

Lidt over fem kørte Darci os til lufthavnen. Det gik rimelig nemt med at komme gennem sikkerhedscheck, - bortset fra at de konfiskerede Sonjas strikkepinde. De var kommet igennem flere check inden dette. Nå, - der røg den flykapring. Det var en meget komfortabel tur til Rio. Rio er imponerende, set fra et fly, især ved aftenstide. Peter Belli, - gå hjem og vug.

Vi havde bestilt afhentning i lufthavnen gennem hotellet (Miramar by Windsor). Chaufføren kørte os direkte til hotellet og ville meget gerne køre os tilbage på torsdag. Det får han nok lov til. 

Det skal jo ikke være nemt det hele, så da vi checkede ind kunne hotelpersonen ikke finde vor booking. Jeg havde bestil en "extension", samt afhentning i lufthavnen via deres mail. Jeg havde, som sagt, fået afhentningen, men de havde ikke booket et værelse. Da selve mailkommunikationen havde været ret langvarigt og besværlig, kom jeg altså til at fortælle portieren det. Han undskyldte og gjorde tydeligvis hvad han kunne for at løse problemet. Det gjorde han, men vi skulle selvfølgelig betale. Det gjorde vi. Det vil sige for alle nætter. Jeg mente godt nok jeg havde gjort det, - men.... Han fandt ud af det og så skulle vi lige igennem endnu et par transaktioner. Vi var på det tidspunk beroliget med to glas bobler.

Værelset er med "ocean view", - det vil sig udsigt over Copacabana. Nok den berømteste strand i verden. Vi skulle lige have lidt at spise inden vi gik i seng og hotellets restaurant havde åbent til kl 23. Den prøvede vi. Jeg fik en "Havets frugter", som her betyder mange blæksprutter arrangeret kunstnerisk, men det smagte nu godt alligevel. Sonja fik en pastaret, som hun var ret begejstret for. I det hele taget var hun begejstret for at restauranten var italiensk inspireret. Vi gik lige en lille tur ned til stranden for at mærke stemningen. Hele stranden er oplyst, ingen lyssky gerninger kan foregå der.

19. februar 2022 - Stille og roligt

Jeg tror ikke, jeg nogensinde vænner mig til latinernes morgenmad, - eller nærmere mangel på samme. Darci tager vist bare en stor kop med varm mælk og kaffe og måske lidt brød. Jeg prøvede at skrabe lidt mere føde sammen, men her til sidst i Gramado, var der ikke meget tilbage. Jeg lyttede lidt til podcast efter morgenmaden, men trissede så sidst på formiddagen op til byens Hard Rock Café. Det er blevet lidt af en tradition (og samlermani) at få en T-shirt med byens navn på. Jeg var den første, da de åbnede kl 12 og mens jeg ventede på min burger, gik jeg rundt og så lidt på de udstillede rock-relikvier, mens de spillede musikvideoer. Pludselig tonede en velkendt sang op. Det var Astoroids Galaxy Tour med "The Golden Age". Jeg spiste min burger, købte T-shirten og gik hjem. På vejen kom jeg til gaden, hvor de efterligner en snoet gade i San Fransisco

 

 

Jeg spurgte, om der var nogen, der havde lyst til at komme med i "Mini Mondo". En forlystelsespark med minibygninger, - mest fra Tyskland. Parken blev startet af en tysk immigrant. Sonja og børnebørnene ville godt med. Den ligger næsten lige over for hvor vi bor. Det var faktisk ret godt lavet og holdt i størrelsesordenen 1:25. Der var også en lille legeplads, som Laura lige skulle prøve. Alt i alt, - ganske hyggeligt, med en is til sidst. Da jeg kom hjem satte jeg mig ned i haven, hvor Laura og jeg legede lidt. Hun skal bruge noget af al sin energi, så jeg tog tid på hendes løb. Jeg hentede en flaske vin fra vinturen. Efter lidt tid kom viceværten Itamar, som fik et glas med. Vi kommunikerede vha. Google Translate. Jeg er nu begyndt at bruge indtaling på dansk og så lade den oversætte til portugisisk. Det fungerer så godt, at Itamar ville udskifte sin til Google Translate. Det hjalp jeg ham lige med.

Darci havde lavet suppe til aftensmad og det smagte dejligt. Darci og jeg gik ned i haven bagefter og nogle beboere og Itamar kom til. Der var en pensionist, hvis familie stammede fra Sicilien. Det ser ud til, at alle har rødder i enten Tyskland eller Italien. Man forstår det egentlig godt. Det er et dejligt klima, rimeligt frit og man kan skabe sig en rimelig tilværelse.

Itamar kom med et par flasker Cachaca. Det smager lidt som en sød cognac, men denne havde også mandler i. Bestemt drikkelig. Det er formentlig Brasiliens nationalsnaps. Til sidst blev luften dog for kold. Stedet er jo kendt for at være det koldeste sted i Brasilien, så temperaturen kom nok ned i nærheden af 20 grader.

18. februar 2022 - Indkøb

Vi lever stille og roligt her. Der er mange ting at se og besøge, der er lavet som underholdning til turisterne. Det virker ikke som en turistfælde, men mere bare hyggeligt. Vi kørte ud til en park kaldet Caracol, hvis attraktion er et par vandfald. Der er vist ikke mangel på vandfald her på egnen og de er da også imponerende. Nok især for en dansker. I parken var der også et lille tog til børn, så det tog vi alle, - mest for Lauras skyld. Det stoppede ved en lille "by", som skulle efterligne de første tilflytteres by. Det var til børn, så det var sjovt for Laura. 

Bagefter kørte vi ned til byen Canela (betyder kanel) for at spise frokost og handle. Der er vist kun en gade til handel. Jeg skulle have et nyt par korte bukser. Jeg fik et par fine til 100kr! Chokolade er stort her, så vi købte også en del i en chokoladebutik. De andre fortsatte strøgturen, mens jeg besøgte en lille vinbutik.

Det begyndte at buldre i det fjerne. Jeg kunne godt mærke, at regnen kom tættere på. De andre nåede lige tilbage inden det begyndte, så vi tog hjem og hyggede os resten af dagen.

Vi indtog aftensmaden i en fonduerestaurant. Der er ret mange fonduerestauranter, så det er nok schweizerne, der har bragt det hertil. Saga blev hjemme ved farmor, men Laura var med. Hun fik spaghetti, mens vi andre fik ostefondue til forret. Hovedretten var selvfølgelig kød, men som man selv skulle stege på en varm plade, med ild under. De kom ind med en masse sovse, man kunne tage til maden. Der var nok over ti og de smagte rigtig godt alle sammen. Desserten var chokoladefondue, hvor man dyppede frugtstykker.

Der skete ikke så meget mere den dag.

17. februar 2022 - Hviledag

Vi havde oplevet så meget i går, så jeg trængte i hvert fald til at slappe lidt af. Darci spurgte efter morgenmaden om jeg ville med en tur ned i byen. Det ville jeg gerne. Det er jo altid rart lige at vide hvor man er og hvordan det ser ud. Byen er Brasiliens andenstørste turistby, kun overgået af Rio de Janeiro. Byen er grundlagt af tyskere, så byggestilen er lidt tysk. Der er faktisk regler for byggestilen, så særpræget bevares. De er lidt stolte af at være Brasiliens koldeste by. Den er ca. 5 grader koldere end Porto Alegre, hvor vi kommer fra. Brasiliens filmfestival holdes her en gang om året. Derudover er jul og påske store begivenheder her. Jeg ved ikke hvor mange fastboende der er her, men der er i hvert fald mange turister i højsæsonen, som vi dog lige har overstået.

Vi kom forbi en knivbutik, hvor der sad en mand i traditionel gaucho-tøj. Jeg spurgte om jeg måtte fotografere ham og det måtte jeg. Darci tog billedet. Lidt efter gik vi ind og fik en øl i et overdækket marked og derefter hjem. 

De andre var også i byen og kiggede på butikker, så værtsparret inviterede mig til frokost på en restaurant med buffet. Jeg fik en Rib-Eye med tilbehør. Det krævede lige en lille lur derhjemme. Eftermiddagen gik i haven, der tilhører hele karreen, hvor vi om aftenen skulle have barbecue. Laura legede med en hund og jeg hørte podcast. Folk samledes efterhånden ved grillen, drak øl og snakkede. Jeg sad og lyttede på. Der var et andet par, der kom fra Argentina, men havde købt en lejlighed hed. De skulle køre omkring 800 km for at komme hertil, men afstande er ikke det samme her. Jeg har ikke set en eneste elbil eller Plug-In-hybrid. Der er heller ingen ladestandere, så det har lange udsigter med elektrificeringen af bilparken. Opvarmningen af vandet sker ved en gasvarmer. Man skulle egentlig tro, at med varmen og solen her, ville det da være lige til højrebenet at bruge den gratis solvarme. Jeg har ikke et nogen, - bortset en gang i vinområdet.

Grillaftenen bestod af kød med kød på. Vi fik kylling, svinekød og oksekød. Når det var klar blev det skåret ud i mundrette størrelser og fordelt til gæsterne. Man kunne godt få lidt Manioka til og lidt grillel peber, - men det var vist mest til pynt. Jeg havde selv medbragt en rødvin, men ellers var der også fri afbenyttelse af drikkevarer.

16. februar 2022 - Canyon

Vi skulle skifte bolig endnu engang. Denne gang til Gramado, som ligge lidt inde i landet lidt højere oppe. Det skulle være den "koldeste" by i Brasilien, - 5 grader lavere end i Porto Alegre. På vejen dertil, skulle lige køre igennem en naturpark, kaldet Itaimbezinho,  med en Canyon og nogle vandfald. Det ville være en lille omvej, men turen værd. Det skulle vise sig at være lidt mere besværligt at komme dertil end jeg havde forventet. Op ad bjergene var det grusvej og ikke bare grus, men store sten og huller, så bilen vippede meget og jeg tror støddæmperne blev ordentlig masseret. Det tog i hvert fald en time på grusvejen. 

Bevoksningen langs vejen var tæt, så man havde fornemmelsen at at trænge dybt ind i junglen. På toppen forsvandt bevoksningen og der var bløde bakker med græs. Et meget smukt område. Endelig kom vi til indgangen, hvor vi skulle betale. De ville se Coronavaccinepas, så det var da godt, jeg havde det i rygsækken, for det havde jeg overhovet ikke tænkt på. En kilometer længere inde holdt de andre på parkeringspladsen. Vi gik ind mod kløften. Det var tæt på. Vandfaldet var nogle "tynde" stråler, der faldt meget dybt ned i kløften. Jeg tog selvfølgelig en masse billeder, men til sidst gik vi videre. 

Vi kom til et lille træhus som var café, der mest af alt lignede en lille hytte på prærien. Det eneste mad hun serverede var "Pastel", som er indbagt kød eller ost. Indbagt er stort her. Det var virkelig et hyggeligt sted. Jeg ved ikke, om der er indlagt strøm, men der var dog en enkelt solcelle på taget. Drikkene var afkølede, så noget strøm må der have været, - tror jeg. De dyrkede majs og grøntsager og udenfor gik kreaturerne. Indenfor var der også en lille butik og nogle gamle husgeråd udstillet.

Vi var hurtigt tilbage ved bilerne og kørte vide mod Gramado. Turen ville tage over to timer, så vi aftalte at holde ind ved en blomsterpark en halv time udenfor Gramado. Naturen var lidt anderledes på vejen dertil. Her blev dyrket tømmer. Det vil sige, at man har importeret en australsk fyr, som som åbenbart er god at lave tømmer af. Fuglene kan ikke lide den, siger Terressa. 

Blomsterparken lå langt ude på landet. Det var meget fint, men meget pynt og mindre for plantenørder. Der manglede endda navne på planterne, der var sat i store arealer. Sonja var lidt skuffet, men jeg hyggede mig med at tage billeder.

Resten af turen tog godt en halv time. Saga sidder sammen med Terressa på bagsædet og Darci og jeg på forsæderne. Saga laver ikke noget larm. Enten sover hun eller også kigger hun ud af vinduet. Familiens sommerlejlighed ligger næsten midt i byen på femte sal. De bor her i december til midten af februar. Her er jo ikke så varmt.

Der er tre soveværelser, så vi kan alle være her. Da de var fordelt, gik nogle af os ned i byen for at spise. Darci og Terressa blev i lejligheder. Man kan sidde udenfor mange steder, så vi valgte et sted med forskellige indbagte ting. 

Damen der serverede for os var fuldstændig vild med den lille hvide Saga. Hun kyssede og krammede hende hver gang, hun kom forbi. Coronarestriktioner gælder åbenbart ikke små børn. Min indbagte var lavet af den specielle rod, som de bruger i stedet for kartofler. De kan også lave mel af den. Efter desserten fik jeg deres lokale brændevin Cashaka. Jeg ved endnu ikke, hvad det er lavet af, men det smager nogenlunde og de er stolte af den.

15. februar 2022 - Stranddag

Laura og jeg havde glædet os til at plaske i Atlanterhavet, men vi skulle lige på en sightseeingtur inden, så efter morgenmaden gik Sonja og jeg op til lejligheden, hvorfra vi kørte syd ud af byen. Vi anede ikke, hvad vi skulle se, bortset fra at det var et turiststed. Det skulle vise sig at være de klippeformationer ved stranden, som havde givet byen sit navn, - Torres eller Tårnene på dansk. Det hedder Pedra da Guarita. Den største kunne man komme op på, hvis man kunne gå de 130 trappetrin. Det giver sved på panden i 30 graders varme, med det var anstrengelserne værd, for der var en fin udsigt. Nu skulle vi ned og ud i vandet. Laura var nærmest som en kåd hund, der løb frem og tilbage mellem strand og bølger, mens hun grinede. Bølgerne er ret imponerende og måske også lidt farlige. Der var i hvert fald sat flag op for at indikere hvor man ikke måtte gå i vandet og hvor man måtte. Jeg havde egentlig forventet, at havet var koldt, men det var det bestemt ikke. Nogle hundrede kilometer sydpå, kan der komme nogle kolde strømme fra Antarktis, som ind i mellem også bringer nogle pingviner med. 

Vi kørte hjem igen og gik straks til vor egen strand. Her er der en del mennesker og der er opsat boder, hvor man kan købe øl og vand. Der går hele tiden folk rundt med små vogne, hvor de sælger mad og is. Så vi kunne indtage vor frokost på stranden. Inden skulle vi dog lige have en øl, men derefter legede vi igen i strandkanten. Laura havde en fest. Hun blev fedtet ind i solcreme faktor 50, for solen er hård her. Jeg fik selv solcreme på, men glemte oversiden af fødderne. Det er dumt. Nu gik det ikke så galt, for vi sad i skyggen af parasollerne, når ikke vi lige legede i vandet. Bølgerne er imponerende, men også sjove at hoppe i.

Ved fire-tiden var vi trætte og vi traskede tilbage til vore domiciler hver især. Jeg gik ned til hotellets pool og skrev dagbog, der er der ordentlig internet og de serverer kølige drinks. Hotellets internet er virkelig dårlig. Den virker ikke på værelset. Signalet er for svagt og hvis jeg kan få forbindelse, så er der ikke adgang til internettet. Det skal de få at vide i min anmeldelse i Google og hvor man ellers skriver anmeldelser. 

Jeg gik op til lejligheden til de andre ved 19-tiden. Sonja var gået i forvejen, så jeg gik lige omkring et supermarked for at købe en flaske hvidvin. Lejligheden ligger på 6. etage, men der er installeret grill i stuen. Det er selvfølgelig indmuret, med sin egen skorsten. Darci grillede noget fisk, som smagte fantastisk. De kalder det ansjoser, men fisken er på størrelse med en makrel og smager også som en makrel.

Efter opvasken gik vi til vor hotel. Det vil sige, jeg gik lige en tur på stranden, for at se om jeg kunne tage nogle natbilleder i fuldmånens skær. Derefter hjem i seng.

14. februar 2022 - Flyttedag

Vi skulle til stranden, som de kalder det hernede. Dvs. man kører 200km til sin lejlighed i Torres. Torres er en ferieby, der ligger ved en lækker strand. Eriks forældre har en lejlighed på 6. etage et par hundrede meter fra strande. Vi skulle først derop, men kunne først køre om eftermiddagen, da Eriks mor skulle til læge første. Derfor tog vi over i parken og legede lidt. Vi gik derefter til et stort indkøbscenter, hvor middelklassen kan forsyne sig. Et stort område, med madforretninger lå omkring et torv, hvor man sidder og spiser sin mad. Vi valgte lidt forskelligt og tog derefter hjem og legede i poolen. 

Ved firetiden drog vi afsted i to biler. Saga, Teressa (Eriks mor), Darci (Eriks far) og undertegnede. Saga skreg lige indtil vi kørte ud af indkørslen. Første halvdel af turen gik ud til Atlanterhavet og derefter nordpå. Det gik langs nogle søer, - vel en slags indsøer, som havde nogle frodige enge, hvor der gik kvæg og hyggede sig. Der var små runde bjerge til venstre og engene til højre. Virkelig et smukt område. Alt var meget grønt og frodigt. Ind i mellem så vi bananmarker. Bananer er åbenbart det helt store her i Rio Grande do Sul.

Vi ankom begge biler samtidig til lejligheden. Sonja og jeg blev fulgt ned til et hotel i nærhed. Faktisk neden ved stranden og vi fik et værelse med udsigt over havet. Vi var ved at blive sultne, så Darci og Terressa ledte os hen til en fiskerestaurant en kilometer fra hotellet (Cantinho do Pescador) Vi fik plads uden for og alle fik lækker fisk. Jeg delte en "Alt godt fra havet" med Darci. Det smagte godt, men det meste var friturestegt. Jeg kunne måske godt have brugt en anden tilberedningsmetode også. Vi listede langsomt hjem til hotellet.

Vi har det fantastisk her i Brasilien. Det eneste jeg savner ved Danmark er, at vi her skal gå med mundbind. Jeg er så træt af mundbind, men "Skik følge eller land fly". Reglerne er de samme, som inden vi smed de sidste restriktioner ud i Danmark.

En anden ting, som virkelig føles mærkeligt, er afstandene. Brasilien er enorm. Der er 4000km fra det sydligste punkt til det nordligste. Jeg har ikke checket, men hørt at Brasilien er større en Australien.

13. februar 2021 - Fodbold

Dette blev den første gråvejrsdag på turen. Det regnede endda lidt, da vi tog en lille spadseretur hen til en nærliggende park. Regn er dejlig, når der er så varmt. Temperaturen faldt til 25 grader. I parken var der en lille zoo med konfiskerede dyr. Man må ikke holde vilde dyr som kæledyr, så vi så især fugle, men også aber og en enkelt pindsvin. Der var mange farvestrålende papegøjer. Nogle dyr var genudsat i naturen, så deres bure var tomme.

Da vi kom hjem havde vi fået besøg af Erik plejemor, som passede ham, når hans forældre var på arbejde. Hun havde sin datter og børnebørn med. Et par drenge, der straks hoppede i poolen og en 11-årig datter, som synes det var så interessant, at vi kunne snakke engelsk. Hun kunne knap fatte, at vi ikke forstod hendes portugisiske og hun fniste helt vildt, hvis hun lærte at sige: "Goddag, hvordan har du det?" på engelsk. Jeg snakkede lidt med hende med Google Translate som mellemmand. Hun anede ikke hvor Danmark var, - formentlig heller ikke Europa og da jeg fortalte, at der var vinter i Danmark kiggede hun vantro mig. Vi spise en fantastisk søndagsmiddag, med kylling og kartoffelsalat. De har vist en speciel hønserace som har en ekstra stor bryst, men den var overhovedet ikke tør.

Vi hyggede os på terrassen om eftermiddagen indtil vi skulle ind til en fodboldkamp sidst på eftermiddagen. Det lokale hold hedder Gremio (udtales med tryk på første stavelse 'gre-mi-o). Kampen var ikke vigtigt, men der kom da lidt over 11.000 tilskuere. Der kan vist være omkring 60.000 tilskuere. De skulle spille mod Juventude også et "lokalt" hold fra denne delstat. På vejen ind på stadion købte vi spillertrøjer i klubbens butik. Selv Laura fik en Gremio-trøje på. Den var hun glad for.

Gremio spillede bedst i starten, men der kom ingen mål i første halvleg. I anden halvleg faldt de lidt tilbage og modstanderne scorede et mål. Øv. Der en del tumult ind imellem på banen, så der blev lagt 5 min. til og lige før overtiden begyndte, lykkedes det Gremio at udligne. Det blev slutstillingen.

Vel hjemme igen spiste vi resterne fra middagen og drak et par øl inden vi gik i seng.

Infrastruktur er fundamentet i et samfund, men vi tænker aldrig på det. Det skal vi heller ikke, for det er bedst, når det er usynligt. Jeg mener el, vand, veje, telefon, internet og kloakering. Jeg tænker aldrig på det, men pludselig blev jeg meget opmærksom på kloakeringen. Her må man ikke smide toiletpapiret i WC-kummen efter brug. Det skal lægges i en lille spand ved siden af. Det vidste jeg ikke, så et lille stykke toiletpapir stoppede afløbet i toilettet. Afløbsrørene er for små, så de stopper til straks. Sådan er det åbenbart alle steder. Det store kloaksystem er åbenbart dimensioneret for småt, så myndighederne lægger restriktioner på hvor store rør en privat ejendom må have, således at det fælles system ikke bliver overbelastet. Måske er vor byplanlægning ikke så tosset endda.

12. februar 2022 - Vintur

Så kom dagen, som jeg har glædet mig til længe. Vi skulle på vintur. Lidt over 100 km nordvest for Porto Alegre ligger et vinområde kaldet Vale dos Vinhedos, som hovedsageligt er grundlagt af italienere. Som i alle vinområder, er der en vinrute (RS 444), som vi kørte ind på. Det første sted vi stoppede var hos Cave do Sol. Et stort og pænt sted og vinene var gode. Jeg prøvede to hvide først og derefter fire røde. Alle vine er lavet af kun én druesort og jeg lærte en ny, - Marselan: En krydsning af Cabernet sauvignon og Grenache. Den er hjemmehørende i sydfrankrig, men brasilianerne har åbenbart taget den til sig. Laura på 5 år fik serveret druesaftevand, som så købte en flaske af. Et par af Eriks venner stødte til, mens jeg var ved at betale for mit køb. De fulgte med, men var ikke interesseret i vin.

Selvom de fleste vingårde er grundlagt af italienere, så stødte jeg ikke på Sangiovesedruen, men det andet sted vi var hos, var en italiener, der stammer fra det nordøstlige Italien. Firmaet hed Vinicola Barcarola og han fulgte sine italienske rødder og dyrker typiske druesorter fra hjemstavnen. De var måske lidt specielle, men omvendt synes jeg rigtig godt om vinbønder, der holder ved lokale druer og en tradition. Druerne var Teroldego, Rebo og Lagrein.

Vi smagte også en "Amarone" som virkelig smagte som en Amarone, men den kostede også 350,- (420,- kr). Druerne til en Amarone skal tørres efter høst og inden presning, men hans andre druer fik også lov til at hænge et stykke tid efter de var modne. Det gav også en kraftigere og mere fyldig vin. En dejlig oplevelse.

Nu havde sulten meldt sig og vennerne havde valgt en restaurant. De bor i nærheden og ved hvor man skal gå. "PizzaEntre Vinhos". Det eneste vi ikke fik, var pizza. Vi kunne ikke få et bord med det samme, så havde en halv time til at smide sten i søen og i det hele taget opdage denne oplevelsespark for voksne. Der blev serveret en slags kartoffelsuppe med tomatsovs på terrassen, mens vi ventede.

Efter en halv time blev vi vist til bordet. Konceptet er brasiliansk. Der kommer små retter ind, som bliver serveret på ens tallerken. Alt er italiensk. Pasta i alle afskygninger og kød. Kun kød. Man siger bare nej tak, hvis man ikke ønsker det tilbudte. Der var bare ingen undskyldning for ikke at blive mæt, med mindre man er en 5-årig lidt kræsen pige. Hun fik endelig ren spaghetti, så hun blev også mæt. Det var en meget fin restaurant, men jeg betalte kun 1000kr for alle fem. Laura skulle jeg ikke betale for.

Efter denne fine frokost drog vi videre til næste. Det skulle en ret fin vinmager. "Lidio Carraro". Jeg kiggede lidt på marken lige ved siden af, hvor de havde stillet plukkekasser frem til høsten. Vi blev henvist til vor eget lille smagerum, hvor en ung fyr gennemgik firmaets historie og politik. F.eks. brugte de aldrig lagring på træ. De ønskede det originale udtryk fra druerne. Jeg ville meget gerne smage deres Pinot Noir. Denne drue viser meget om vinbondens strategi og evner til at lave vin. Jeg forventede en kraftig, lidt marmeladeagtig og mørk vin, men fik lige det modsatte. Meget lys, næsten roséagtig, svag duft og smag. Underligt. 

De næste var lidt på samme måde, dog kraftigere. De har sikkert skruet noget ned for skindkontakten under presningen for ikke at lave alt for taninagtige vine. Her mener jeg nu, at lidt fadlagring kunne have have givet dem mulighed for lidt kraftigere vine, men meget interessant tilgang til at lave vin. Alle vinene var dyre og havde ikke nogen sammenhæng med kvaliteten. Erik fortalte, at de havde været med til at sponsere en sportsbegivenhed og var derfor blevet "berømte". Normalt er prisen en god ledetråd for kvaliteten, men altså ikke her. Desværre tog hele seancen lidt over en time, så damerne ventede udenfor i varmen og blev noget utålmodige. Ganske forståelig, men de gik med til endnu en kort smagning.

 Erik fandt en vinbonde, der stadig havde åbent for smagning. Stedet hedder Vinicole Dom Bernardo. Det skulle vise sig som en meget behagelig overraskelse. Igen en meget lille vinbonde, som blandt andet brugte Syrah-druen. Den lavede en meget kraftig vin, men den kostede også knap 200kr. Det er meget dyrt i Brasilien, men vel egentlig prisen værd, set med danske øjne.

Alt i alt har det været en fantastisk vintur, som virkelig har åbnet mine øjne for Brasiliens vinproduktion. Vinene kan nok ikke købes i Europa, - måske endda ikke udenfor Brasilien.

Turen hjem føltes lidt lang. 1½ time, hvor halvdelen var med udsigten til triste industriarealer.. Laura, Sonja og jeg hoppede i poolen for skylde den varme rejse af os og aftensmaden blev pizza fra den lokale. Igen en meget positiv overraskelse. Det blev en lidt stille aften, for alle var vist trætte. De, der ikke havde være med på vintur, havde været ud at handle. Jeg var tæt på den sidste, der gik i seng ved 10-tiden.

11. februar 2022 - Hjemmedag og flodbred

Vi har efterhånden vænnet os til tidsforskellen, men vi skal stadig lige bruge lidt tid til at vænne os til varmen. 32 grader er altså varmt. Godt, der er aircondition og en pool. Der skal tages hensyn til to børn på 1½ og 5 år. Den ældste leger jeg med i poolen. Hun elsker vandet. Hvis ikke vi gider at bade sammen med hende, har hendes brasilianske bedsteforældre sat et stort soppebassin op, hvor hun kan plaske og holde sig afkølet. Hen på eftermiddagen falder temperaturen lidt, så vi blev enige om at køre en lille tur ned til byen Porto Alegre. Vi bor nemlig i en forstad kaldet Canoas. Vi kørte igennem den gamle bydel, med barer og brosten. Lidt som latinerkvarteret i Aarhus. Derefter ud til "floden", som de kalder søen. Det er en meget aflang sø, som altså kan gøre det ud for en flod. Der er ferskvand, så der gror planter i vandkanten. Området hedder Usina do gasômetro 

Lidt ovenfor vandet ligger der en del barer, hvor man kan sidde og nyde solnedgangen. De ishungrende fik en is i et "street food" areal. Det er altså nemmere at hygge sig ud, når der er 25 grader. Terressa havde lavet aftensmad. Så det spiste vi ved 20-tiden.

10. februar 2022 - Til Porto Alegre

Op ved sekstiden. Ikke noget problem, når man stadig har jet lag. Vi skulle videre til Erik forældre i Porto Alegre. Vi skulle flyve kl. 9:30. Det er selvfølgelig ikke så omstændeligt at flyve indenrigs. Der er ca 1000 km fra Sao Paulo til Porto Alegre og det tager vel 1½ time i fly. Vel ankommet skulle bare have vore kufferter. Desværre kom Hannes ikke. Der var en ligesådan, som den sidste, så nogen havde sikkert kommet til at tage den forkerte. Heldigvis har vi Erik med, så han kunne snakke med myndighederne i lufthavnen. Betragtede det som, den var gået tabt.

Vi mødte forældrene i ankomsthallen og blev taget med ud til deres biler. Vi var næsten klar til at køre, da lufthavnsmyndighederne ringede og fortalte, at kuffertten var blevet indleveret og vi kunne hente den. Sonja, Laura og jeg kørte med Teressa hjem. De bor i et stor hus i et meget pænt kvarter. Haven er ikke så stor, men der er pool, hvilket kan være ret rart, når der er over 30 grader. Der står en bananpalme med en klase bananer i haven. Vi så, hvordan Erik og hans far skar bananklasen ned. De øverste bananer i klasen var modne og fuglene var begyndt at spise af dem. Resten blev taget med ind til modning.

Vi fik lidt frokost og hvilede os. Laura var hurtig klar til poolen. Først hoppede Erik i. Senere gjorde jeg det. Vi legede og jeg benyttede lejligheden til at gøre Laura fortrolig med vandet. Det gøres med tålmodighed og leg. Til sidst fik jeg lov til at bære hende, mens hun plaskede med benene. Sidst på eftermiddagen gik vi op til det nærliggende supermarked. Rimelig stort, - må man sige. Jeg fik lov at gå i vinafdeling, mens de andre købte ind. Det blev til to flasker lokalt vin og nogle øl.
Der var købt rigelig ind med kød. Vi er i Brasiliens Texas, - siger Erik. Kødet grilles på den indendørs grill. Kulhydraterne er Manjoka. En hvid rod, som ikke smager af så meget. Den stammer fra de indfødtes føde. Vi drak rødvinen til og snakkede lidt efter maden, men jeg blev hurtig træt og gik i seng forholdsvis tidligt. Der er stadig lidt jet lag tilbage.

9. februar 2022 - En dag i Sao Paulo

 Erik har arbejdet i Sao Paulo, så han ville gerne vise os lidt af byen. Det er ikke en turistmagnet, men derimod Brasiliens forretningshovedstad. 20 mill. indbyggere inkl. forstæder.
Det giver lidt trafik. Erik havde nemlig lånt sin vens bil til at transportere os rundt i byen. Vi var stået tidlig op, - mest pga. jet lag. Så vi kunne tage afsted tidligt. 

Vi kørte først op til en stor park midt i byen, - Parque Ibirapuera. Man kan vel sige, at det er Sao Paulos "Central Park", - bare smukkere. På vejen ind i parken så vi nogle små aber i træerne. De lever vildt, men venter helt sikkert på mad fra de besøgende. Vi fandt en stor legeplads, hvor Laura kunne prøve alle legeredskaberne. De blev vist prøvet alle. Vi andre nød bare det gode vejr og at vi endelig var sluppet ud af februar-Danmarks kolde greb. Vi skal gå med mundbind, men det er et kompromis, jeg gerne accepterer, for at få sommervejr. Jeg tog en masse billeder af de eksotiske planter i parken, mens vi gik rundt. Vi var inviteret ud til Eriks ven til kl. 16, så vi havde godt tid. Erik foreslog, at vi spiste frokost i den japanske bydel. Der er en del japanske indvandrere i Brasilien, men de har åbenbart specielle bydele.

Det er noget af en opgave at køre rundt i Sao Paulo. Ikke så meget pga. trafikken, men de anlagte veje. GPS'en i bilen havde meget svært ved at finde den rigtige afkørsel, fordi vejene var parallelle et stykke. Pludselig sagde Sonja: "Hvor er min rygsæk?". Det viste sig, at hun havde glemt den på parkens parkeringsplads. Vi vente bilen straks og kørte tilbage. Sonjas pas og kreditkort var i tasken, Det var med bankende hjerte, vi kørte ind på parkeringspladsen. Tasken var ikke, hvor Sonja havde stillet den, men pludselig kom armene i vejret. 

En vagt havde samlet den op og indleveret den. Den var noget maltrakteret, for hun havde stillet den op af baghjulet, mens hun hjalp Laura ind i bilen. Den var så kørt over, da vi bakkede ud. Pas og kort var i orden, men en pakke kiks var forvandlet til krummer. Billigt sluppet, indtil vi opdagede at Lauras lille kamera var ødelagt. Vi køber et nyt barnekamera, så snart vi kan. I mellemtiden skal vi se om kortet med hendes billeder ikke er ødelagt og at vi kan hente billederne fra den.

Humøret var nu næste ekstatisk i bilen hen til den japanske bydel. Det japanske var nu nok mest nogle lamper over gaden. Resten var mere brasiliansk end japansk, men vi fandt en fin lille café, hvor vi kunne spise lidt frokost. Ikke for meget, for vi skulle jo til barbecue om aftenen. På vejen ned til bilen fik Laura lov til at vælge en ting i en lille butik og det blev en japansk vifte, som hun kunne vifte lidt vind på sit varme ansigt.

Vi kørte ud mod Andreas og Suzannes lejlighed. Efterhånden som vi kom ud i forstæderne, blev det nemmere at køre og vi ankom ca. 16:30- Det skulle vise sig, at det barnløse par havde kastet deres kærlighed på tre hunde, som rigtig gav hals, da vi kom. Laura skreg af forskrækkelse. Jeg er ikke bange for hunde, så jeg hjalp med få både hunde og børn beroliget. På lejlighedens terrasse var der en indbygget grill. Brasilianerne spiser kæmpe mængder af kød, - oksekød! Andrea gik i gang med at grille, mens vi andre drak øl og hyggesnakkede. Sonja holdt sig ved børnene, for at beskytte dem lidt for de alt for ivrige hunde. Hundeejere uden børn har meget lille forståelse for hvad hundene gør. En brasiliansk barbecue foregår meget anderledes end en dansk grill-aften. Det er meget uformelt. De køber masser af kød (selvfølgelig), nogle grøntsager og lidt brød. Efterhånden som noget kød eller andet var stegt færdig, blev det skåret i stykker, lagt på en tallerken og gæsterne skal så tage et stykke med deres gaffel. Der kommer hele tiden nyt mad ind på bordet og man spiser det efterhånden, mens man snakker og drikker øl. Utrolig hyggeligt.
Vi tog vel hjem til hotellet ved 21-tiden med en Uber-taxa. Vi var ret brugte, så kl 22 gik vi til køjs.